Johannes sad i sin celle
Måske fik han ondt af sig selv
Klamt, mørkt og trist
Så – ja – vi forstår det så vel

Han havde ellers været foran
Forkyndt omvendelse og dåb
Men nu sad han her med tvivlen
Og så slet intet håb

Var Jesus mon noget særligt?
Var han mon løftets søn?
Tja, tvivlen hang i væggene
Han bad måske ikke engang en bøn

Sådan kan omstændigheder fylde
Vores sind, ja, hele vores liv
Og troen rækker ligesom ikke ud
Over det vanskelige perspektiv

Men Johannes måtte alligevel spørge
Ham, som kunne give et svar
Om han kunne give ham tro over tvivlen
Om han var den, han havde sagt, han var

Jesus svarede med virkeligheden
Han bad dem stoppe og se
Blinde som så, lamme som gik
Alt det, Gud ved ham lod ske

Se – dette er vejen ud af tvivlen
Dette er troens vej
Se på Jesus i alt, hvad som sker
Så giver han troen til dig!