Lasse Bech, du er initiativtager til Dagens Bibelord. Hvad var egentlig baggrunden for at starte projektet?
Det hele begyndte lige efter coronanedlukningen. Som præst tænkte jeg, at vi måtte finde nye måder at skabe et åndeligt fællesskab online. Jeg ønskede at give mennesker en oplevelse af at være på en åndelig rejse sammen. I starten kaldte jeg det Morgenvagten, inspireret af en gammel bibellæseplan, som spejderbevægelsen har brugt. Jeg havde ofte hørt ved spejdergudstjenester, hvor der blev uddelt fortjenstnåle, at spejderløftet inkluderede et løfte om at “følge Morgenvagten”. Det syntes jeg passede godt til idéen om at “følge” noget på sociale medier.
Senere ændrede vi navnet til Dagens Bibelord, da mange ikke kendte til spejdernes Morgenvagt. Jeg har siden opdaget, at navnet også bruges af andre kirkelige organisationer, men det gør ikke noget. Hovedidéen er at give folk en anledning til at lade Bibelen tale ind i deres hverdag. På den måde prøver vi at leve efter Jesu ord om at “leve af hvert ord, der udgår af Herrens mund”.
Dagens Bibelord er ikke produceret på professionelt udstyr. Ser du det som en ulempe?
Nej, faktisk ikke. Fra starten ønskede vi, at forskellige personer kunne bidrage med deres egne videoer, så det ikke blev for ensformigt. For at gøre det nemt for alle at deltage, valgte vi at sætte barren lavt, når det kom til produktionen. Det må gerne være lidt håndholdt – det vigtigste er, at lyden er god, så man kan høre, hvad der bliver sagt.
Det, at videoerne kan optages på en mobiltelefon, gør det muligt at lave dem hvor som helst. Det skaber variation og giver den enkelte frihed til at dele ordet på en måde, der føles naturlig for dem.
Hvordan vælges de tekster, der bruges?
I løbet af de fem år, vi har kørt projektet, har vi brugt forskellige metoder til at vælge tekster. I starten fulgte vi læseplanen Morgenvagten. Senere har vi lavet serier, hvor vi gennemgik bibelske bøger kapitel for kapitel. Vi har også brugt studiemateriale fra kirker og haft temaer som udgangspunkt. Lige nu fokuserer vi på visdomsord fra Bibelen. En af vores faste bidragydere foreslår typisk tekster for et kvartal eller en måned ad gangen, og så arbejder vi ud fra det.
Hvordan ser du på digitale tjenester i en kirkelig sammenhæng?
Vi lever i en digital tidsalder, så det er helt naturligt, at troen og kirken også finder sted online. Det kan ske på mange måder. Nogle foretrækker korte klip om tro, andre elsker at deltage i debatter, og nogle ønsker lange undervisningsforedrag, hvor de kan fordybe sig i Bibelen. Udfordringen er, at der er stor forskel på, hvor troværdigt det indhold, man finder online, er. Det kræver, at man bruger sin kritiske sans.
Hvad mener du en online-kirke som Webkirke kan gøre for mennesker? Kunne vi ikke bare samles fysisk?
Det fysiske og personlige samvær kan aldrig erstattes, men online tilbud har den fordel, at de kan nå helt ind i folks stuer eller direkte på deres mobiltelefoner. På den måde bliver kirken ikke kun noget, der foregår i en bygning én gang om ugen. Udfordringen er at skabe noget, der ikke kun er envejskommunikation, men som også inddrager deltagerne. Det er dog en udfordring, vi også kender fra de fysiske kirker, hvor det ofte er præsten, der taler, mens menigheden lytter passivt.
Dagens Bibelord er et forsøg på at skabe en platform, hvor troen kan blive en del af hverdagen – uanset hvor man befinder sig, siger Lasse Bech til “Indenfor”.
(Du finder Dagens Bibelord direkte her på Webkirke)