Fokuser på hvad der virker

Carsten Wærn, en erfaren erhvervsleder og engageret projektinfluenser, har gennem årene spillet en vigtig rolle bag kulisserne i at forme webkirkens retning. Men hvordan ser han selv på det? Vi tager en snak med Carsten for at høre, om han mener, det er lykkedes at skabe det ønskede fokus. Synes du det går i en god retning Carsten?

“Ja, helt bestemt! Vi skal huske, at webkirken startede som et eksperiment, da kirkerne måtte lukke ned under Corona. Det er jo ikke nemt at lave en langsigtet plan, mens man stadig er i gang med at finde vej. Undervejs er der blevet prøvet mange forskellige ting – noget holdt kun kort tid, mens andet har udviklet sig til noget rigtig godt. Det er lidt som med virksomheder: Man må prøve sig frem, især når man er afhængig af “kunderne” i butikken. I sidste ende er det jo dem, der ser med, der afgør, om det hele bærer frugt.”

Under uformelle samtaler har vi ofte hørt dig sige at forkyndere på Gudstjenesten ikke bør bestå af alt for mange personer. Hvorfor mener du det og synes du vi er på rigtig kurs?

“Hvis man vil skabe et digitalt fællesskab, tror jeg, det er vigtigt at holde sig til et mindre hold af forkyndere. Hvis der hele tiden er nye ansigter og forskellige måder at forkynde på, kan det være svært som seer at finde den genkendelse og tryghed, der gør oplevelsen stærk. Selvfølgelig kan der være nogen, man foretrækker frem for andre, men på den lange bane giver det mening at fokusere på et fast team, som man kan lære at kende. Det giver plads til variation, men uden at det bliver for rodet. Jeg synes faktisk, det allerede er blevet bedre end i starten, så det virker som om, teamet er på rette vej!”

Hvordan ser du et digitalt fælleskab i forhold til et fysisk fællesskab?

Det fysiske fællesskab vil altid have en særlig værdi – der er noget unikt ved at være sammen ansigt til ansigt. Men det er ikke altid muligt, især når familie og venner bor langt væk, måske endda i andre lande. Her bliver det digitale fællesskab en vigtig bro. Vi har jo allerede vænnet os til emails og videoopkald, og det føles helt naturligt i dag. På samme måde kan digitaliseringen også spille en rolle i at opfylde vores åndelige behov.

Jeres forbønstjeneste er et godt eksempel på, hvordan teknologi kan bringe mennesker tættere sammen, selv på afstand. Hvis det digitale fællesskab kan udvikles til at skabe en mere ægte to-vejs kommunikation – hvor vi ikke bare ser på en skærm, men virkelig føler os forbundet – så er vi et stort skridt nærmere noget, der minder om det fysiske fællesskab. Det er en spændende og vigtig vej at gå.

Jeg har fulgt webkirkens rejse fra begyndelsen, og det er tydeligt, hvor meget projektet bidrager til at møde menneskers åndelige behov – især for dem, der ikke kan være en del af et fysisk fællesskab. Det er en vigtig mission, og jeg håber, teamet bag fortsætter med at tænke nyt og finde måder at gøre fællesskabet endnu stærkere.