Nej, det handler ikke om en ny version af webkirken i Montenegro, men derimod om en præsentation af det danske webkirkeprojekt på en international konference i Montenegro. Produktionschef Peter Larsen og daglig leder Jan-Gunnar Wold holdt et fælles oplæg, hvor de fortalte historien om, hvordan webkirken blev skabt midt under Covid-19. Dengang var målet at nå ud til dem, der ikke kunne komme i kirke fysisk. Men takket være jeres støtte og engagement voksede projektet sig større og blev til en varig løsning, der bringer kirken og troen direkte ind i stuerne – på tværs af kirkeskel.
Konferencen samlede 280 deltagere fra 42 lande for at dykke ned i, hvordan man bedst kommunikerer og producerer digitale tjenester med et religiøst budskab. Montenegro har i flere år været værtsland for GAIN EUROPE, der startede som et forum for erfaringsdeling og præsentationer, men som nu også har udviklet sig til et samarbejde på tværs af grænser. Under et fælles tema skabes der både film og bøger, hvor flere lande bidrager med deres unikke perspektiver.
Tor Tjeransen, en erfaren kommunikationsleder fra Norge, satte ord på konferencens kerneidé: “Vi er det største argument for Jesus, fordi vi er koblet til Guds nåde.” Han understregede, at formålet med samlingen er at dele viden om både teknik og indhold, så budskabet om Guds nåde og kærlighed kan nå længere – både til hinanden og til dem, vi møder i hverdagen.