En hilsen fra Canada

Et virtuelt kirkefællesskab, hvor mange samles omkring en skærm uden dog at kunne se hinanden, åbner op for deltagelse fjernt fra en bestemt fysisk lokation. Vi har i flere omgange fået respons fra Sandra McCullough, som befinder sig i Canada og er en trofast seer på webkirke. Vi ønskede lige at høre, hvem hun var, og hvordan hun oplever at sidde så langt væk og følge med på webkirke.

 

– Sandra, du er åbenbart en dansk seer bosiddende i Canada og har i flere omgange skrevet til os. Hvordan kom det til, at du begyndte at se med på webkirke?

Jeg besøger regelmæssigt danske kirkesites for at følge med i, hvad der sker i Danmark. Under Covid-nedlukningen fandt jeg ud af, at Adventistkirken havde startet et projekt “Webkirke.dk”. Jeg var meget glad for at have gudstjenesten på dansk og det daglige Bibelord sammen med Aftenkirke til at få en god start på weekenden.

– Du fortæller os, at du er et naturmenneske. Canada er jo et stort flot land med meget natur. Hvordan oplever du dette i forhold til de danske marker og vand?

Jeg bor i en storby, langt fra noget, der minder om skønheden i de danske marker og vandet omkring Fredericia, så jeg nøjes med det lokale dyreliv, når det kommer til min altan eller de mange parker, vi nyder rundt omkring i byen. Jeg har en kat, og det var min mand, Charlie, der inviterede egernene til at komme ind i vores hjem for at lege og spise med os!

– Når du deltager i webkirkefællesskabet, hvordan oplever du, at dette kan støtte dig i troen på Jesus?

I en tid, hvor kirkerne var lukket i næsten to år, var onlinekirken en livline til åndelig vækst. Jeg synes stadig, det er nødvendigt i dag, når man er lukket inde, eller når vejret er dårligt, eller man er syg og ikke kan gå i kirke. Jeg sætter især pris på at starte min dag med “Dagens Bibelord”, som også findes på Webkirke.

– Du har sikkert nogle ønsker til webkirken, hvad angår, hvad vi omtaler eller hvordan vi tilrettelægger programmer?

Jeg kan godt lide alt, hvad webkirken har at tilbyde! Måske kunne vi have et tilbud med interaktion online, som et bibelstudie eller diskussionsgruppe på Zoom? Jeg synes også, at en sammenfatning af et ugentligt studie ville være rart at have.

– Hvad betyder det for dig at være så langt væk og alligevel trofast følge webkirke?

Hver lørdag formiddag, før jeg går til gudstjeneste i min lokale kirke her i Canada, står jeg tidligt op for at se gudstjenesten i webkirken. Jeg føler mig forbundet med Gud og som om, jeg er tilbage i Danmark. Det er en stor velsignelse at have denne forbindelse!