Høflighed

Vi stod i lufthavnsbussen på vej ind til terminalen. Uadskilleligt forbundet som en drueklase. Det var med at passe på sin egen kuffert og taske, for hvem ved, hvilke lommetyve der kunne springe op bagved sædet! Ved nærmere syn for sagen sad der faktisk en person på dette sæde. Mig selv. I en sådan forsamling var det dejligt at sikre sig et sæde, mens de fleste måtte tage til takke med at hænge i en strop i taget for ikke at falde omkuld. Mine øjne fik pludselig øje på en ældre dame, som åbenlyst havde det svært med den strop, og et etisk dilemma voksede frem i mit baghoved. Skulle jeg være høflig og opgive min luksusplads til fordel for denne dame med tørklæde? I skolen lærte vi jo at være høflige og vise respekt for det skilt, der nu udstillede mit tyveri af noget tiltænkt mødre med børn eller mennesker med stok. Da mit moralske kompas blev træt af at dreje i alle retninger, rejste jeg mig op og fik damens opmærksomhed. Hun smilede, takkede mig for min gestus, men insisterede på at forsøge at hænge fast i stroppen til sidste stop. Nuvel, så fik du da i alle fald tilbuddet, tænkte jeg, idet jeg dumpede ned i mit sæde igen.

På sociale medier tager det ikke lang tid, inden man opnår at svine andre til. Det koster så lidt at give sin ufordøjede mad videre til andre. Bag skærmen er vi lidt anonyme og skal ikke stilles til ansvar for noget. Sådan agerer mange i alle fald. Mangel på høflighed og respekt bliver den nye normal. At rejse sig i bussen for dem, der måske har bedre brug for at sidde, at holde døren for den, som kommer efter, at starte alle samtaler med nogle positive ord om modparten eller at omtale andre på en respektfuld måde, synes at være en glemt sport. Er det politikere, der har startet dette ræs mod afgrunden, eller er det bare et udtryk for nutidens kommunikationsform? Eller har jeg måske selv været delagtig i at fremelske en hård tone?

Man kan have mange meninger om Jesus. Men at han udviste den største respekt for alle, er de fleste enige om. Den store fortælling i bibelen viser en Jesus, som tager sig af den mindre stærke, en som opmuntrer til medmenneskelighed og høflighed. Ikke for at score billige sociale point, men fordi alle andre mennesker er skabt i Guds billede. Uanset hvordan de opfører sig, udtaler sig eller lever.

I vores religiøse iver har der været ofret mange mennesker på ens-rettens alter. Måske er det også derfor, at mange ikke ønsker et fysisk kirkeligt fællesskab. De fysiske bånd mellem mennesker er trods alt de stærkeste, men menneskers uforstand har ofte påført andre lidelser. Selv i kirkelig regi. Med webkirke kan du ikke diskutere. Den svarer ikke igen og omfavner høj og lav, uanset om man ligger i sengen, sidder på bussen eller slider i en kontorstol. I vores forskellighed kan vi bygges op af troens og kærlighedens budskab, uanset hvilke religiøse præferencer man måtte have.