
For noget tid siden kontaktede Webkirke en virksomhed, der specialiserer sig i annoncekampagner på sociale medier. Målet var at nå bredere ud med budskabet om en “online kirke – 24/7”. Responsen var overvejende positiv, men vi blev også en smule overraskede. Vi kan naturligvis se bort fra de “trolde”, der kun var ude på at provokere eller komme med spydige kommentarer, men der var også nogle, der oprigtigt spurgte: “Hvem står bag dette initiativ?” I dag er det et meget relevant spørgsmål, og vi havde måske ikke helt forudset, hvor vigtigt det ville være for mange brugere på sociale medier. Da vi svarede, at det var et initiativ for “alle troende eller søgende i Danmark produceret af Adventistkirken”, tog debatten en uventet drejning. Pludselig blev vi beskyldt for at være både manipulerende og udspekulerede – og for at være noget, man absolut burde holde sig fra. Det blev af nogle sat ind i en forældet tankegang fra en tid, hvor kirker ofte konkurrerede om at tiltrække nye medlemmer – og undertiden endte med at “bekæmpe” hinanden. Heldigvis er den tid for længst forbi i Danmark, og det er vi taknemmelige for. Alligevel vil vi gerne forklare, hvorfor Adventistkirken valgte at videreføre dette Corona-initiativ og udvikle det til noget, som alle troende kan spejle sig i.
Webkirke er Adventistkirkens bidrag til at give mennesker i alle kirker en opmuntring på deres trosrejse. Der er intet galt i, at kirker ønsker flere deltagere til deres gudstjenester eller flere medlemmer. Men Webkirke er ikke skabt for at tiltrække flere mennesker til Adventistkirken. Formålet er derimod at støtte enhver troende kristen – uanset hvor man har sit fysiske fællesskab, eller hvis man ikke har mulighed for at deltage i et fysisk fællesskab. Vi modtager mange mails og henvendelser fra mennesker fra forskellige trosretninger, som fortæller, at de ikke har været i en fysisk kirke i årevis – enten på grund af afstand, sygdom eller sociale uoverensstemmelser. Med Webkirke har de fundet en platform, hvor de kan blive opbygget og styrket i deres tro, som de fleste kristne deler med hinanden. Derfor fokuserer vi på evangeliets budskab om nåde og tilgivelse, Bibelens tanker om håb og tro, og på at inspirere til et kristent liv i alle dets facetter.
Flere forskellige kirker er involveret i projektet, og vores ønske er, at alle kan bruge Webkirke som en ressource til at støtte deres egne medlemmer i trosopbyggelse på en digital platform. Vores forbøn team består også af personer fra forskellige kirkelige baggrunde. Med Webkirke ønsker Adventistkirken at blive set som en aktiv deltager i det kristne landskab i Danmark og som en støtte til de fælles bibelske værdier, vi deler. Vi kan altid lave andre initiativer, der specifikt fremmer Adventistkirken – men det er ikke formålet med Webkirke. Webkirke er for alle. Til alle. Og kan bruges af alle.