Inspiration online

Lisette og David, I har været trofaste seere på webkirke gennem længere tid. Når vi mødes digitalt, kan det være en udfordring at lære hinanden at kende. Vil I dele lidt om, hvem I er?

Vi er et nygift kristent ægtepar, der har valgt at gå vejen med Jesus. For snart halvandet år siden blev vi døbt i Ebeneser, og siden da har troen været en central del af vores liv. Selvom vi ikke længere er på arbejdsmarkedet, oplever vi stadig, at døgnets timer ikke helt rækker til alle de opgaver og aktiviteter, vi gerne vil nå. Med tre børn og ni børnebørn er der altid liv og glæde omkring os, og vi keder os bestemt ikke.

I siger I har fulgt med på webkirke i lang tid. Hvordan fanget I interesse for webkirke?

Jeg opdagede webkirke på YouTube, da jeg ofte går ture og lytter til prædikener fra Qure Bibelcamp, ugens prædiken fra Ebeneserkirken i København og andre kirker, der streamer deres gudstjenester. YouTube har en funktion, hvor den automatisk foreslår indhold, der minder om det, man lige har lyttet til, hvis man ikke selv stopper afspilningen. Det var på den måde, jeg første gang stødte på webkirke. Nu følger jeg med i både nye og ældre episoder i webkirke, og det er noget, jeg virkelig sætter pris på!

Hvad tror I et sådan digitalt fællesskab kan gøre for mennesker?

De digitale medier giver en unik mulighed for at stifte bekendtskab med den kristne tro. Det er en chance for at udforske noget, der måske er nyt eller ukendt, og som man ikke nødvendigvis har lyst til at tale åbent om med andre i første omgang. Når interessen er vakt, og man har opnået en forståelse af det, man har læst eller lyttet til, kan det blive en anledning til at dele oplevelsen med andre – både troende kristne og, endnu vigtigere, dem der søger.

Har I nogle tanker om hvordan vi kan udvikle webkirke i fremtiden? Noget I savner eller noget vi kan udvikle bedre? 

Måske kunne man invitere nogle flere repræsentanter fra forskellige trossamfund til at tage del i webkirke, hvor der fokuseres på både fælles værdier og de forskelle, der gør os unikke. Gud elsker alle mennesker og kæmper utrætteligt for, at alle skal finde vej til omvendelse. Som Jesus viste på korset, da han henvendte sig til den angrende fange, er der altid håb og mulighed for forvandling – selv i de sidste øjeblikke!