Jeg passer ikke ind

Kære ven

For nylig var jeg til en begravelse, hvor kirken næsten var fyldt til bristepunktet. Folk var kommet ikke bare fra Danmark, men også fra andre skandinaviske lande. Mens jeg sad der og lyttede, slog en tanke mig: “Jeg passer egentlig ikke rigtig ind her.” Hvordan kan det være? Jeg er jo født og opvokset i Norge. Mit ungdomsnetværk er i Norge. Mine skolekammerater er norske. Men de er alle sammen gledet lidt væk i tidens tåge, selvom jeg jo, hvis det skulle være, bare kunne ringe og invitere mig selv på middag.

Nu har jeg efterhånden boet længere i Danmark, end jeg har i Norge, og her føler jeg mig hjemme. Jeg har min familie, mit arbejde og mine fritidsaktiviteter her. Men så tænker jeg: Hvor mange ville egentlig dukke op til min begravelse en dag? Vil det være folk fra alle de steder, jeg har boet, arbejdet eller rejst igennem? Eller ville det bare være min nærmeste familie og måske et par stykker fra mit netværk, som i bund og grund nok er lidt flygtigt? Når man stopper på arbejdsmarkedet, bliver man jo hurtigt glemt. Og når livet slutter, går dagene videre for alle andre, som om man aldrig havde været her. Sådan er det bare, og Bibelen siger det jo også.

Dem, der har arbejdet hele livet et sted, har store familier eller store lokale netværk, kan sikkert samle en stor forsamling, når det er tid til at sige farvel. Men hvad med os andre, der ikke rigtig føler, vi hører hjemme ét bestemt sted eller i ét bestemt fællesskab? Hvordan kan man finde en sammenhæng, hvor man gør en forskel og føler, man passer ind?

Heldigvis ved jeg, at Gud ser mig. Han elsker mig og glemmer mig aldrig! Uanset hvor ubetydeligt mit liv kan virke, og uanset hvor meget jeg kan føle, at jeg ikke sådan rigtigt hører til, så ved jeg, at Gud kender mig og en dag vil invitere mig indenfor i sit rige. Der passer jeg ind. Der hører jeg til. Og det er den følelse af tilhørighed, du også kan opleve, når vi sammen søger Gud og styrker troen igennem vores alles webkirke!

Kærlig hilsen
Jan-Gunnar Wold