
Kære ven
Forleden talte jeg med et par personer, der sagde: “Vi vil helst glemme hele 2025, det har været et traumatisk år for os.” Sådan er det for mange. Året, som nu nærmer sig sin afslutning, kan have været præget af tab af nære venner eller familie, alvorlig sygdom eller brud i langvarige relationer. Alt sammen oplevelser, der kan få én til at ønske, at året bare skal være overstået. Selvom vi alle ved, at livets dage ikke afhænger af kalenderens gang, er årsskiftet for mange en særlig milepæl. Englenes budskab om, at “en frelser er født,” kan føles tomt, hvis man selv sidder i mørket med et liv, der virker uoverskueligt eller er brudt sammen.
Heldigvis er der håb. Der er altid håb. På den ene side kan det være en lettelse at markere et nyt år og lægge de tunge oplevelser bag sig. På den anden side kan nogle situationer være så vedvarende, at et årsskifte ikke ændrer noget. Men uanset hvad, går dagene videre, verden fortsætter, og vores liv udvikler sig – på godt og ondt. Det er vigtigt at finde noget, der kan hjælpe os fremad: en hånd at holde i, et menneske, der vil lytte, eller måske professionel hjælp, hvis det er nødvendigt.
Livet kan være mørkt for nogle, men for andre kan det samme år have været fyldt med glæde. Måske har 2025 været det lykkeligste år i ens liv – fyldt med gode oplevelser i hjemmet, kærlighedslivet, arbejdslivet eller med nye venskaber. Hvis man har haft et sådant år, føles det slet ikke svært at sige farvel til det og man kan næste ikke vente på nye dage!. Men vi ved alle, at glæde og sorg ofte går hånd i hånd. Derfor er det vigtigt at holde fast i de gode minder, så de kan give styrke på de mere udfordrende dage.
Bibelen er fuld af opmuntringer, vi kan finde trøst i. Vi bliver mindet om, at Gud er lys og kærlighed, og at han ønsker os det bedste. Alligevel lever vi i en verden, der ikke altid afspejler dette, mens vi venter på, at Guds rige skal blive en del af vores fysiske virkelighed. Indtil da kan vi finde styrke i håbet om kræfter uden for os selv.
Himmelens hånd blev rakt ud til os, da englene sang: “En frelser er født.” Heldigvis bringer hver ny dag nye muligheder! Fortiden – uanset om den har været præget af traumer eller glæder – kan vi ikke ændre. Men vi kan forholde os til dagen i dag. Som Esajas skriver: “Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden; nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke?” (Esajas’ Bog 43,18-19).
Kærlig hilsen
Jan-Gunnar Wold