Musik og tro – lige fra hjertet

Sommer og sol, vind eller regn – intet stopper Thomas Rasmussens engagement, når samtalen falder på Bibelens store temaer. Vi møder ham ofte på Webkirke, men hvem er han egentlig?

“Jeg er født i Vejle og har tilbragt det meste af min barndom på en smukt beliggende skole ved fjorden, hvor mine forældre arbejdede som lærere. Musik har altid været en stor del af mit liv, og jeg begyndte tidligt at spille klaver. Senere kom både bas og guitar til, og de seneste par år har jeg også kastet mig over orglet. Det er et fascinerende instrument – så stort og med så mange muligheder. Udover musikken holder jeg også meget af at spille skak, men jeg må indrømme, at det meste af min tid går med mit arbejde som præst og med at være sammen med mine børn. Min kone, Tabita, er sygeplejerske, og sammen har vi tre drenge på 11, 9 og 5 år. Det betyder også, at vi ofte tager på ture til Givskud Zoo (Løveparken), hvilket jeg virkelig nyder.”

Din måde at forkynde på er meget direkte. Hvad er vigtigt for dig i en forkyndersituation?

“Det er rigtigt, at jeg er ret direkte. Jeg bliver hurtigt utålmodig, når jeg ikke kan gennemskue, hvad folk egentlig mener, og sådan ønsker jeg ikke selv at være. Jeg synes, det er vigtigt at forkynde Guds ord på en måde, der er til at forstå. Jeg ønsker, at dem, der lytter, får en større forståelse af, hvem Gud er, og hvad Han gør. Guds kærlighed er så fantastisk, at det ikke er noget, der skal deles tøvende eller pakkes ind. Som der står i Romerbrevet  10,17: ‘Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.’ For mig handler forkyndelse om meget mere end bare at dele min tro. Det handler om at dele det, der har rørt mit hjerte – det, der har givet mig tro og håb. Og det er Jesus. Som der står i Første Johannesbrev 4,19: ‘Vi elsker, fordi han elskede os først.’

Min direkte stil hænger nok også sammen med min personlighed. Min mor er meget udadvendt – hun er amerikaner – og min far, der voksede op på en gård mellem Ikast og Brande, er også ret ligefrem. Jeg har nok arvet lidt fra begge sider. Det kan have sine ulemper, men når det gælder forkyndelse, tror jeg, det er vigtigt, at man virkelig tror på det, man siger. Det må gerne kunne mærkes, uden at det bliver skråsikkert. Jeg tror jo på Gud, men det er ikke noget, jeg kan bevise.”

Hvordan udarbejder du en prædiken til Webkirke, når du ikke kan se dem, der lytter til dig?

“For mig gør det ikke den store forskel, om jeg prædiker til Webkirke eller står foran en fyldt kirkesal. Selvfølgelig er det nemmere at forholde sig til mennesker, der sidder lige foran én, men jeg tænker altid på, at den person, der sidder bag kameraet, har brug for at lære Jesus at kende. Jeg beder en lille bøn, inden jeg går i gang, og minder mig selv om, at det måske er den eneste prædiken, vedkommende nogensinde hører. Det er et stort ansvar, og det kan føles som et pres – måske endda mere end når man står i en kirke – men det er okay. Jeg gør det heldigvis ikke hver dag.

En prædiken er ikke bare et foredrag eller nogle gode råd til ugen, der kommer. Det er en mulighed for at gøre Bibelen levende og udfordre mennesker til at tage imod Guds frelse. Derfor bruger jeg også tid på at læse og forberede mig, indtil jeg føler, at jeg har noget vigtigt at dele. Som en af mine lærere engang sagde: ‘Det vigtigste er ikke, om du har været igennem Bibelen, men om Bibelen har været igennem dig.'”

Inkluderer Jesu missionsbefaling også digitale tjenester? Hvordan kan det digitale og det fysiske arbejde sammen om at opbygge troen på Gud?

“Det er et spændende spørgsmål. Missionsbefalingen handler jo ikke kun om at fortælle sin nabo om Jesus. Disciplene blev bedt om at ‘gøre folkeslagene til disciple,’ og det inkluderer helt klart de digitale muligheder, vi har i dag. Der er simpelthen for mange mennesker i verden til, at vi kan nå dem alle ved at gå fra dør til dør. Men jeg tror stadig, at det vigtigste i at gøre mennesker til disciple sker i det daglige liv – når vi inviterer folk hjem og spiser sammen. Vi er kaldet til at elske mennesker, og det kan være svært at vise gennem en skærm.

Når det er sagt, har jeg også oplevet at møde mennesker, som allerede havde hørt mig prædike på Webkirke, før vi mødtes ansigt til ansigt. Så håber man, at den person, de møder, er den samme som ham, de lyttede til. På den måde kan det digitale og det fysiske spille sammen. Det digitale kan være en første kontakt – et sted, hvor man kan undersøge og lytte i ro og mag, uden at skulle konfronteres med et andet menneske. Og det kan også være noget, man vender tilbage til efter at have haft en fysisk oplevelse, som når man deler et link til en prædiken, ligesom man kan dele en bog eller et blad.

Når det kommer til troen på Gud, er det vigtigt, at vi gør det sammen. Det er svært, hvis ikke umuligt, at være kristen alene. Vi har brug for hinanden. Når jeg kæmper med min tro, har jeg brug for din opmuntring. Når du har svært ved at forstå noget, kan jeg måske hjælpe dig. Og når vi har gjort alt, hvad vi kan, må vi huske Hebræerbrevet 11,1: ‘Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.’ Når vi ikke forstår, må vi holde fast i tilliden, og min erfaring er, at Gud altid er med os.”