Sorg

Kære ven.

Jeg er ved at blive gammel. Ikke at jeg er helt færdig endnu, men jeg plejer at sige til andre, at jeg jo ikke er 20 år længere. Alder er jo et faktum, vi ikke kan løbe fra, men det indebærer også en følelse af sorg for mig, som jeg skal lære at leve med.

En sorg over, at jeg ikke længere kan se frem til lige mange ting som da jeg var 20 år. En sorg over at miste kræfter. Miste retning. Miste evnen til at klatre i træer. Miste lysten til ting, man tidligere glædede sig over. Nu er der ingen grund til at gøre det værre, end det er, for der er mange gode glæder ved at snart kunne betale seniorpriser diverse steder. Og dog….. jeg ville nok foretrække en evig ungdom.

Sorg oplever vi ofte, når vi mister noget. Det behøver ikke at være materielle ting, men menneskelige relationer og aktiviteter, vi tidligere var glade for. Det kan være arbejde, fysisk formåen eller mentale kræfter. At miste oplever de fleste som trist. Sorg over at blive ældre kan være reelt nok, men det er nok intet mod den dybe sorg og fortvivlelse, mange oplever med store traumer, der rammer. Sådan sorg er så tung at bære, at livet synes uholdbart at fortsætte.

Når Jesus siger, at “heldige er dem, der sørger, de skal blive trøstet”, så kan det synes som en fattig trøst og nemme ord at sige. Men det betyder faktisk, at der ligger muligheder i oplevelsen af sorg, som giver de kommende dage nye dimensioner! Det er måske lidt som den udbrændte skov på Kreta, hvor alt bliver sort, og buske og træer forkulles. Dette skaber faktisk grobund for nye grønne ting, der får næring, som ikke ellers ville ske! Måske var det dette, Jesus tænkte på? At sorgen over det, vi taber i livet, kan give Gud muligheder for at nå ind til vores liv på nye måder. Derfor kan sorg faktisk vise sig at være starten på nye retninger og nye eventyr!

I webkirke ønsker vi at formidle livet som mere end grønne blade. Igennem forkyndelse og samtale ønsker vi, at du tager os med i dit liv, hvor webkirke kan give dig håb, selv igennem de tab, du måtte opleve. Der er ingen nemme løsninger på livet. Det skal leves, og her kan Jesu budskab om trøst faktisk gøre en forskel for dig også!

 

Kærlig hilsen
Jan-Gunnar Wold