Troen igennem skærmen

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle forkynde via elektroniske medier, sådan som vi gør det nu. Nok mest fordi jeg har rødder i en mere analog tidsalder.

– Hvorfor sagde du ja til at deltage i digitale udsendelser, når du ikke er vokset op med dem?

Det kommer nok af, at jeg altid brænder for at udbrede evangeliet. Først virkede det meget grænseoverskridende at tale til et kamera, men det blev hurtigt bare en ny hverdag.

– Flemming, igennem nyhedsbrevet forsøger vi at blive bedre kendt med dem, vi ser på skærmen. Fortæl os lidt om dig selv og hvordan din livsrejse har været?

Jeg voksede op i en familie, hvor mine forældre var nyomvendte kristne. Det betød, at vi børn var med på en trosrejse, hvor der var et stort engagement og en levende tro i hjemmet. Jeg oplevede tidligt et kald til selv at engagere mig med andre mennesker, og i kirken var der mange områder som spejder- og ungdomsarbejde såvel som i det daglige menighedsliv. Selvom jeg tog en anden uddannelse først, så følte jeg Guds ledelse den dag, jeg blev kaldt til at blive præst. Det har været en fantastisk rejse med Gud og kirkeliv lige siden.

– Hvad er det så, der ligger dig på sinde, når vi jævnligt ser dig forkynde på Webkirke?

Jeg har et ønske om at inspirere seerne til selv at læse i Bibelen og tale med Gud i bøn. Mit håb er, at det lykkes mig at formidle oplevelsen af Gud og Jesus som levende realiteter.

– Som forkynder har du vel en klippefast tro på Gud? Bliver du ikke i tvivl nogle gange?

Min største tvivl er nok tvivlen på mig selv. Gud har altid været en del af mit liv, men når tvivl opstår hos mig, så er det, når jeg ikke formår at leve, som jeg gerne vil, fordi jeg kæmper med min egen helhjertethed i forholdet til Gud.

– Forventer du så at arbejde med digitale medier også i fremtiden?

Det håber jeg da så absolut! Jeg synes, den digitale verden er spændende med de muligheder, vi alle har via vores skærme. Jeg bliver aldrig den helt store skærmtrold, men så længe der er en mulighed for at formidle Guds ord samt bede for og med mennesker, så er jeg frisk på at bruge et hvilket som helst medie.