Webkirke og Netkirken

En dag, mens jeg sad og surfede rundt på nettet, faldt jeg over noget, der hedder “netkirken.dk”. Det mindede mig lidt om “webkirke.dk”, så jeg blev nysgerrig efter, hvad det egentlig var for en størrelse. Sådan er det jo med internettet. Man kan være helt sikker på, at man har besøgt alle de sider, man troede, man havde brug for eller fandt interessante, og så dukker der pludselig noget op, som har eksisteret meget længere, end man skulle tro. Hvorfor jeg så ikke har opdaget det før, kan man jo godt undre sig lidt over. Men her var siden altså. Netkirken.dk. Ud fra deres egen beskrivelse kan jeg se, at det er en forening, der blev stiftet den 17. februar 2001. Og det er jo en del tidligere end webkirke, som først kom til verden i Corona-tiden. Denne side samler flere forskellige fysiske kirker og organisationer som medlemmer, og der bliver lagt prædikener ud, ligesom man kan komme i kontakt med en præst. Det sidste har vi for øvrigt også talt om på webkirke – det her med at have en tilknyttet præst, man kunne ringe til.

Du kan jo selv gå ind på deres side og se, hvad der ligger der. Vi deler gerne andres gode initiativer, også når de minder om noget af det, vi selv laver på webkirke. For det hele handler ikke kun om det, vi selv producerer, men om dig som menneske, dine behov for opmuntring og tro. Om du finder ro i livet, får en styrket tro på Jesus eller et online fællesskab, så glæder vi os oprigtigt på dine vegne! Det ser jeg som en fælles målsætning for både webkirke og netkirken.

Internettet rummer mange muligheder. Brug dem til noget godt. Søg alt det frem, som vil være med til at bygge dig op som menneske – og særligt det, der styrker din tro på Jesus og den bibelske fortælling. Derfor fortæller vi også gerne om netkirken.dk, og vi er faktisk i dialog med dem om at deltage i deres arbejde. Nu hvor vi har fået kendskab til, at de eksisterer.

Husk, at vi virkelig holder af at høre fra dig – om det, du går og tænker på, og hvilken betydning webkirke har i dit liv. Skriv endelig til os på [email protected]