Hanna

Hanna Gudmundsson arbejder for tiden som mediegrafiker og med webkirke teknik bagved kulisserne. Lidt ligesom en kok i et køkken. Man kan ikke se dem, men mærker resultatet. Men hvem er Hanna egentligt og hvad er hun passioneret omkring?

Hanna, fortæl os lige hurtigt hvem du er?

– Mit navn er Hanna Gudmundsson, jeg er 23, og er ansat som mediegrafikerelev. Jeg er opvokset i Vestjylland, men bor nu i Nærum. Jeg tog 10. klasse samt gymnasiet på Vejlefjordskolen. Derefter tog jeg et sabbatår hvor jeg arbejdede som kassemedarbejder.  Jeg startede min uddannelse til mediegrafiker i Aarhus, men flyttede til Nærum for at kunne have en læreplads. I min fritid kan jeg godt lide at spille computer, spille rollespil, og lave forskellige kreative projekter.

Hvordan tilrettelægger du dit arbejdet med teknik for webkirke?

Først starter vi med at optage video og lyd i studiet. Derefter hiver jeg filerne over i et redigeringsprogram, hvor jeg sørger for at farven og lyset ser ens ud på alle klip. Derefter redigerer jeg lyden og fjerner unødvendig støj. Efter det sættes alle klippene sammen i rigtig rækkefølge, sammen med de musikstykker der er med i programmet. Så skal der sættes intro- og outroklip ind, samt undertekster, skriftsteder og navn på prædikanten m.m. De skal have effekter sat på så de kommer ind og forsvinder igen på det rigtige tidspunkt i videoen.

Der skal også sættes overgange mellem de forskellige klip ind. Dernæst skal al lyd redigeres igen, så den er lige høj på alle klip. Når jeg er færdig med det kan videoen eksporters så det bliver til et filformat som kan komme på YouTube for at vises på Webkirke. Det er også vigtigt at huske at lave en thumbnail. Det er det lille billede man ser på videoen før den bliver afspillet. Så kan videoen uploades på YouTube men en passende titel, så den er klar til at blive set. Med andre ord, tager det nok lidt længere tid end 5 minutter, men det er det hele værd.

Hvilke tanker har du om at bidrage med dine evner i et arbejde der måske er anderledes end en avis?

– Mediegrafikeruddannelsen er meget bred, og vi kan arbejde inden for mange forskellige felter. Vi kan arbejde både digitalt og med tryk. Derfor er jeg glad for at have en arbejdsplads hvor jeg kan bruge mange af mine tillærte talenter, og ikke kun arbejder indenfor én bestemt niche. Jeg er taknemmelig for at have en alsidig arbejdsplads.