Legoklodser og Webkirke

Over et godt stykke tid er navnet Robert Sand dukket op i forbindelse med produktionen af Webkirke. Men hvem er han egentlig? Det forsøger vi at finde ud af her, hvor vi stiller ham nogle spørgsmål.

 – Robert, du er levende engageret i at redigere Aftenkirke på Webkirke. Hvad er din baggrund for at håndtere det tekniske?

Jeg er egentlig uddannet præst og senere også it- og elektronikingeniør, men en del af min tid som præst var jeg dybt engageret i mediearbejde, videooptagelser, redigering og streaming. Det tekniske har altid interesseret mig meget, og nu har jeg så fået mulighed for at kombinere mit tekniske flair med kirkeligt arbejde igen, hvilket jeg er glad for.

– Hvilke udfordringer er der så i det tekniske? Det er vel bare at sætte ting sammen som legoklodser?

Man kan godt se det lidt som “legoklodser”, men alt det materiale, der skal bruges for at skrue en hel udsendelse sammen, skal først og fremmest produceres i forvejen. Det er som regel ikke mig, der står for netop dette, men jeg skal sikre mig, at jeg får alle delene i tide.

Der er rigtigt mange mennesker involveret i at optage de forskellige klip. Måske køres der ud til andagtsholderen, eller gæsterne skal møde op i studiet for at optage interviewet. Alle steder må man holde øje med kameraerne og lyden såvel som med baggrunden og forgrunden, så en lang række andre udfordringer har været til stede, længe inden jeg modtager legoklodserne.

Når legoklodserne så er mig i hænde, lydoptimerer jeg først optagelserne. Man skal nemlig ikke have unødig støj med i baggrunden, men det skal på den anden side heller ikke blive alt for stille, hvis det f.eks. er optaget udendørs, da optagelsen så virker for steril eller unaturlig.

Herefter skal interviewet, som normalt er optaget med 3 kameraer, klippes sammen, hvorpå alle delene lines op på en tidslinje efter hinanden, og tekster på skærmen rettes til.

Webkirkes maskinrum er også en læreplads, hvor unge kan udvikle deres interesse for teknik og medier. For eksempel har vi for nylig fået hjælp til optagelser ude i marken af et ungt menneske ved navn, Daniel Daniso, som du også vil kunne finde i rulleteksterne efter Aftenkirke. Så der er flere muligheder for at bidrage, for dem der har interesse.

– Nu er det ikke bare en TV produktion, du redigerer. Aftenkirke er jo også et religiøst program. Hvad er din interesse og baggrund for at engagere dig i dette?

Webkirke er som bekendt en online kirke, et digitalt trosfællesskab som bygger på troen på Kristus og det kristne livssyn. Selvom jeg har en fortid som uddannet teolog og præst og har arbejdet i en fysisk kirke, er det min personlige tro på Jesu befaling om at fortælle andre om frelsen og sprede Kristi glædelige budskab, der ligger til grund for min motivation.

Webkirke er ikke en traditionel kirke, hvor man sidder på bænkerækker i et fysisk kirkerum. I Webkirkes digitale univers kan jeg blande mine tekniske evner med det åndelige, så jeg kan hjælpe andre mennesker til styrkelse af troen bag deres skærme derhjemme, eller hvor de nu befinder sig, og det gør mig glad.