Kære ven.
Omsorg handler oftest om menneskelige relationer, hvor der vises en særlig interesse eller opmærksomhed, eller sagt på en anden måde: kærlighed. Kærlighed kan opfattes som et slidt (og misbrugt) udtryk i mange forskellige sammenhænge. Hvis man som kristen gerne vil vise omsorg overfor andre, må man forstå kærligheden, og hvor den kommer fra.
Disciplen Johannes omtales som ‘kærlighedens apostel’, fordi han er den af Bibelens forfattere, der skriver mest om kærligheden. I sit første brev skriver han i det fjerde kapitel en længere forklaring på, hvorfra kærligheden kommer, og hvordan vi skal forholde os til den.
Johannes siger kort og godt, at ”Gud er kærlighed” (1. Joh. 4,8), og at kærligheden kommer fra Gud. Han siger yderligere, at vi mennesker ikke kan vise kærlighed uden at have fået den fra Gud. Så når du og jeg viser omsorg og interesse for folk omkring os og giver dem opmærksomhed, er det kærlighed fra Gud, vi øser ud af. Det er da en fascinerende tanke!
I vers 12 siger Johannes, at ingen nogen sinde har set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Guds kærlighed i os. Johannes siger det ikke direkte, men mellem linjerne læser jeg, at når du og jeg elsker andre, så kan vi kun gøre det, fordi Guds kærlighed bor i os, og når vi elsker andre, så er det den måde, hvorpå de får anledning til at se Gud. Ingen har set Gud, men mennesker omkring os får et glimt af Gud at se, når vi drager omsorg og viser kærlighed.
Bevidstheden om, at Gud ønsker at bruge mig til at vise andre, hvem han er, motiverer mig til at være mere omsorgsfuld og kærlig mod dem, jeg er sammen med.
Kærlig hilsen
Thomas Müller