Planer for efteråret

Sommeren går om lidt på hæld, og efteråret banker snart på. Mange er ved at finde tilbage på arbejde igen, mens andre først nu tager ferie. Uanset hvad er der fortsat mange dejlige dage ude i naturen, som opmuntrer til at nyde det gryende efterår.

Hvad er så planen for Webkirke fremover? Af statistikker kan vi læse, at rigtigt mange er glade for Webkirke, men at seertallet også kan variere med flere hundrede seere.

Vi ville selvsagt gerne nå meget længere ud til alle dele af det troende Danmark. Et middel til at opnå dette vil være at annoncere i kristne publikationer som Kristeligt Dagblad og Udfordringen. Sammen med annoncer på Facebook eller Google vil dette måske øge seertallet, hvilket jo er en god ting, når så mange mennesker lægger så mange kræfter i projektet.

Noget andet, vi længe har ønsket, er at oprette en bibelgruppe på zoom. Vi ved, at dette koncept allerede eksisterer i andre sammenhænge, men det vil være en oplagt mulighed for at studere Bibelen sammen i mindre grupper. En del har svært ved at komme i en fysisk kirke og har derfor ikke anledning til at læse i Bibelen sammen med andre. Her kunne Webkirke lette adgangen til at mødes med andre på zoom en gang om ugen. Vi mangler dog nogle til at drive projektet, så føler du dig kaldet til at deltage, tager vi imod med åbne arme! Du kan skrive til os på kontakt@webkirke.dk

At stå på nogenlunde samme sted hele tiden er ikke altid så givende. Derfor søger vi konstant fornyelse. Selv om Aftenkirke allerede har foretaget en række gode ændringer, arbejder vi med endnu flere nye indslag som eksempler på, hvordan troen kan være levende i hverdagen. Følg med fremover!