Hvad andre siger

Vi får ofte nogle kommentarer fra seere. Men hvad siges der egentlig når de skriver til os? Her er et lille udpluk fra nogle af de e-mails, vi har modtaget. Vi hører gerne fra dig også! Skriv til os på kontakt@webkirke.dk



“…. jeg syntes at Anker Tanker er fantastisk, nemlig at bruge ord der er til at forstå. Jeg har selv stillet “dumme” spørgsmål i de religiøse kredse hvor jeg render ind i folk, og hvor vi er så frelste, at sproget bliver totalt uforståeligt! Selv folk der har været troende hele livet bruger floskler og talemåder, som de ikke engang selv forstår….”

“…. vil Vor Skaber blive træt af at vi beder om det samme hele tiden ? Det er jo ikke altid at vi får svar. Jeg er nok naiv at tro, at mine og jeres bønner bliver hørt jo mere vi beder. Jeg er også i tvivl om nogle hændelser er signal fra Gud og om at det er i hans vilje jeg/vi har bedt….”

“… tak for interviewet med Peter! Det var jeg glad for. Og tårerne stod ned i stride strømme fra mine øjne under sangen “Count your blessings”, – for hvor er det sandt…”

“… rigtigt godt nytår til alle, som samarbejder med programmet, og som ofrer deres tid….”

“… vi vil ønske jer i webkirken godt nytår og sige tak for de mange gode udsendelser , med sang, musik og tale som  I har sendt ud til os som vi har fået velsignelse af at se og lytte med på. Tak til jer både foran og bagved skærmen, som har arbejdet for, at gøre dette muligt.. Håber at I fortsætter længe endnu…”

“… jeg glæder mig fortsat over at være blevet “optaget” i Webkirken blandt ligesindede. Desuden kan jeg så glæde mig over, at Gud har 100 måder at komme os til hjælp på, som vi ingen anelse har om…”

 
“….her følte jeg mig  hjemme blandt andre, der tilkendegav, at man ikke behøvede at være “fuldkommen” for at være elsket af Gud. Jeg har en mistanke om, at det var kirkekaffen, der ligesom slog hovedet på sømmet ved den kendsgerning, at den var personligt rettet imod mig. At hver gang at få at vide, at nu begyndte kirkekaffen, og de var så glade for, at jeg kunne være sammen med dem, selv om de ikke kunne se mig på den anden side af skærmen, så var de glade for, at jeg kunne være sammen med dem….”